Share |

Invasion af jorden endnu engang mislykkedes

Det gik ellers i begyndelsen som det plejer, nemlig med en overraskelsesaktion imod den nordjydske havneby Frederikshavn, der var ganske uforberedt på et angreb fra flyvende tallerkener. 

Adskillige fiskere og bønder blev taget til fange – visse kilder siger at nogle blev anvendt som føde, medens andre blev budt at føre marsianerne til vores præsident – og det meste af Frederikshavn var i de sene eftermiddagstimer et virvar af skrigende kvinder, der vred om på deres ankler. 

En ting havde marsboerne dog ikke taget højde for, og det er at det danske vejr som bekendt er ”gajolvejr”. Henad aftentimerne begyndte det pludselig at hagle ganske voldsomt, med de små sorte lakridser, der forårsagede store huller i de omkringstående rumskibe, der for ikke at få forværret situationen til en katastrofe dermed så sig nødsaget til en retræte.

Om nu Marsboerne har tænkt sig at angribe Jorden for 117 gang igen snart er ikke utænkelig. Men vi kan berolige befolkningen med, at Frederikshavnborgerne, ifølge vor mand på stedet, skulle være klar med høtyve og fiskenet, så situationen ikke gentager sig.