Share |

Verdensmesterskaberne i farligt køkken afsluttet.

Verdensmesterskabet om verdens farligste køkken blev sent i aftes afviklet og det blev ikke uventet sidste års vinder danskeren Bruno Storgaard fra Albertslund, der suverænt satte konkurrenterne på plads allerede i første runde af dommerbedømmelserne.

Således blev den japanske dommer på trods af utallige advarsler fanget og opædt af en mellemting af en uvasket undertrøje og noget, der engang var en halv kylling med pommes frites, da han trådte ind i lejligheden.

Både den britiske den svenske og de sydamerikanske dommere måtte en tur på hospitalet med svære åndedræts problemer og den italienske dommer svæver i øjeblikket imellem liv og død på rigshospitalet efter at have slukket tørsten i en lidt for gammel cola light fra køleskabet.

En jublende lykkelig Bruno Storgaard fortalte til radiosportens udsendte, at dette var hans livs største triumf og at han på trods af sin tårnhøje favoritværdighed havde ligget vågen med blodskudte øjne den seneste uges tid af bare spænding, hvilket er årsagen til, at han pga. strabadserne vil overveje kraftigt at stille op igen næste år.

Kommentarer

På trods af det ofte noget smadrede køkken, vil vi altid savne dig Bruno. Ære været dit minde, du lever stadig i mine tanker og erindringer.